| Print side |

Forside | Introduktion | Politik | Aktiviteter | Idrætter | Stævner | Kalender | Kontakt | Links

Foto

Gitte Paulsen blev omfavnet af glade spillere fra Lindholm Badminton Klub, da hun fik overrakt prisen som Årets Energibundt ved Sport 2018. Foto: Lars Møller.
Gitte Paulsen blev omfavnet af glade spillere fra Lindholm Badminton Klub, da hun fik overrakt prisen som Årets Energibundt ved Sport 2018. Foto: Lars Møller.
 

Special Olympics-fællestræner blev Årets Energibundt

Opdateret d. 07-01-2019

Gitte Paulsen fra Lindholm Badminton Klub, der også er Special Olympics-fællestræner, fik under DR’s store show Sport 2018 overrakt Ørsted og Danmarks Idrætsforbunds pris som Årets Energibundt.
 

Da Sport 2018 lørdag aften rullede over skærmen, modtog Gitte Paulsen prisen Årets Energibundt. Hun fik den som en anerkendelse for sit store, frivillige engagement i Lindholm Badminton Klub i Nørresundby, hvor hun igennem tiden har ageret alt fra badmintontræner til tilrettelægger af stævner og arrangementer.

 

Gitte Paulsen vandt prisen foran to andre nominerede, Lis Bay og Anders Scheibel, for sit mangeårige og imponerende engagement i Lindholm Badminton Klub, hvor hun har stor betydning for klubbens mangfoldighed og sociale sammenhold.

 

Men det er ikke kun hendes klub, der har glæde af hende - det har parasporten også, idet hun er fællestræner for vores Special Olympics-spillere og skal med dem og resten af den danske trup til Special Olympics World Games i Abu Dhabi til marts. Gitte Paulsen står også for afvikling af Special Olympics-stævner herhjemme og er en stor drivkraft både organisatorisk og menneskeligt.

 

Med prisen får Gitte 75.000 kr., hvoraf 50.000 kr. går til Lindholm Badminton Klub og 25.000 kr. til Gitte Paulsen selv. De to øvrige nominerede modtager hver 10.000 kr. for deres store frivillige indsatser i henholdsvis Tissø Roklub og Roskilde BMX-klub.

 

Gitte Paulsen ved allerede, hvad den store pris skal bruges til.

- Jeg vil foreslå bestyrelsen, at vi bruger pengene til en træningslejr for børn og frivillige, siger Gitte Paulsen, som har formået at vækste Lindholm Badmintonklub fra 35 til 108 ungdomsspillere på en enkelt sæson.

 

- Du skal engagere forældrene – og de behøver kun at bidrage i små doser. Og så skal du ud til skolerne og vise børnene, hvilke gode muligheder der er i den lokale badmintonklub, siger Gitte Paulsen.

 

Gitte, der i dag er 53 år, har selv spillet badminton, siden hun var barn og har nydt godt af fællesskabet i foreningslivet. Nu, hvor eliteplanet er fortid, har hun valgt at give det tilbage, hun selv har fået i mange år – ved at engagere sig i foreningslivet. Hun er i dag formand for Badminton Nordjylland og aktiv træner og igangsætter i Lindholm Badminton Klub.

- Jeg vil gerne give noget tilbage. Det kan jeg gøre ved selv at engagere mig, men også ved at sætte noget i gang, som fungerer, selv når jeg ikke kan komme ned i klubben, siger Gitte og fortsætter:

- Alle vil gerne hjælpe. Men det kan virke uoverskueligt, hvis ikke du ved hvordan.

 

Prisen Årets Energibundt er stiftet af Ørsted og Danmarks Idrætsforbund som en hyldest til det fantastiske arbejde, der lægges i idrætsforeningerne landet over. Prisen går til en frivillig, der med en særlig indsats og engagement bidrager til sammenholdet i idrætsforeningen.

 

LykkeLiga vandt Danskernes Idrætspris
Også et andet parasportsinitiativ, LykkeLiga, blev hædret ved Sport 2018 i Herning.
Siden den tidligere håndboldlandsholdsspiller Rikke Nielsen i 2016 fik ideen til at oprette et håndboldhold for udviklingshæmmede børn, er det kun gået én vej, og det er frem. På få år har LykkeLiga formået at rykke konceptet, der tilbyder håndbold for udviklingshæmmede børn og unge, milevidt. 

 

Hele landet er blevet smittet af LykkeLiga-gejsten, der lader udviklingshæmmede børn og unge opleve glæden ved håndbold og holdånd. 37 klubber i Danmark plus Grønland og Færøerne har meldt sig på banen og er nu med i LykkeLiga. Desuden er der kommet forespørgsler fra Norge, Tyskland og Kroatien, og for nylig har en sydkoreansk håndboldklub vist interesse for at kopiere det populære idrætsinitiativ.
Netop på grund af den store udvikling, LykkeLiga har gennemgået, vandt konceptet Danskernes Idrætspris 2018.


Det glædede naturligvis Rikke Nielsen:
- Tusind tak. Jeg har næsten ikke tid til at holde tale, for jeg skal jo kramme alle mine Lykkebørn her på scenen. Den her pris går til 557 nye håndboldstjerner og 257 frivillige trænere, som hver uge gør en kæmpe forskel. Tak, sagde en tydligt rørt Rikke Nielsen på scenen til Sport 2018.

Danskernes Idrætspris blev præsenteret af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4 og med prisen modtager LykkeLiga 100.000 kr.


Seneste Nyheder

Uforglemmelig oplevelse for danske atleter ved Special Olympics World Games
Special Olympics World Games skudt i gang i Abu Dhabi
Få overblikket: Danskere i konkurrence ved Special Olympics World Games
Sådan ser du levende billeder fra Special Olympics World Games i Abu Dhabi
86 danske atleter på vej til Special Olympics World Games i Abu Dhabi
 

Special Olympics Topsponsor

Det Faglige Hus

Hovedsponsorer

Jysk - Logo
Elsass - Logo
Pressalit - Logo

Genveje

Superfodbold 2019

Følg os på facebook