| Print side |

Forside | Introduktion | Politik | Aktiviteter | Idrætter | Stævner | Kalender | Kontakt | Links

Foto

Parasport Danmarks formand John Petersson. Foto: Lars Møller
Parasport Danmarks formand John Petersson. Foto: Lars Møller
 

Læs John Peterssons julehilsen til medlemmer og frivillige i parasporten

Opdateret d. 19-12-2018

2018 bød for første gang i 38 år på et formandsskifte i Parasport Danmark. I sin julehilsen gør John Petersson gør status over de første otte måneder på formandsposten og kigger frem mod et spændende 2019 i dansk parasport.

 

Kære medlemmer og frivillige i Parasport Danmark

 

Her ved årets slutning vil jeg gerne benytte lejligheden til at sende en hilsen til alle jer, som hver dag er med til at muliggøre og styrke parasporten i Danmark.

 

Det har været et utroligt år for mig personligt. At blive formand i Parasport Danmark og på den måde være med til at drive parasportens udvikling, er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg er taknemmelig for den tillid, hele forbundet har vist mig, og jeg vil gøre alt for at leve op til det store ansvar.

 

Mine første otte måneder på formandsposten har været travle, spændende og fulde af positive oplevelser i parasporten. Det var fantastisk at gæste Special Olympics Idrætsfestival i Helsingør i maj, hvor næsten et tusinde idrætsudøvere og et hav af frivillige kræfter var omdrejningspunktet for et brag af en weekend.

 

I sensommeren havde jeg også den store fornøjelse at deltage på Frivillighedsforsamlingen i Vejen. Det var en fornøjelse at se, hvordan der blev interageret på tværs, delt viden og i det hele taget, hvordan vi kan inspirere hinanden på tværs af idrætter og indsatsområder. Derfor glæder det mig også at kunne fortælle, at bestyrelsen har besluttet at afholde Frivillighedsforsamling igen i 2019.

 

Samarbejde, dialog og synlighed

For mig står disse tre kerneværdier meget centralt i vores fælles arbejde i Parasport Danmark. Vi er og bliver stærkere ved at samarbejde, og vi har allerede nogle vigtige samarbejder i gang: Med Danske Handicaporganisationer om Handicapidrættens Videnscenter, med DIF om de Paralympiske Lege i 2020, med DIF, DGI og DAI om Bevæg dig for livet. Og så samarbejder vi med en lang række specialforbund, hvor der er indgået partnerskabsaftaler til gavn for vores atleter og idrætter.

 

Dialog skaber muligheder og løsninger og er sammen med synlighed med til at åbne døre. Eksempelvis blev parasportens EM- og VM-guldvindere for første gang nogensinde hædret på Københavns Rådhus for få uger siden. Som formand for Parasport Danmark forsøger jeg at deltage i så mange arrangementer og at møde så mange mennesker som overhovedet muligt for hele tiden at vise Parasport Danmark udadtil.

 

Og netop synlighed er også en vigtig faktor. Alle skal vide hvem, Parasport Danmark og dets medlemmer er, hvad vi står for, og hvad vi vil. Hvis vi ikke er bange for at stikke hovedet frem, bliver vi også hørt. Hvor Svært Kan Det Være-kampagnen, der blev søsat i september 2017 og afsluttes ved årets udgang, har været en øjenåbner for mange danskere, og der er blevet fortalt mange inspirerende historier fra parasporten. Det er også en stor anerkendelse af parasporten, at DR Sporten i august måned livetransmitterede EM i para-atletik på landsdækkende tv, og jeg synes, at vores dygtige atleter udnyttede vinduet til at vise sporten frem på flotteste vis.

 

Lovende fremtid

I år har vi i Parasport Danmark haft særligt fokus på rekruttering, partnerskabsaftaler med specialforbund, kommunesamarbejde (herunder Bevæg dig for livet) og international repræsentation. Det er nemlig de fire strategispor, der er grundlaget for vores andel af udlodningsmidlerne i DIF for perioden 2018 til og med 2021. Her ved årets slutning har vi været gennem første evaluering, og vi skal være stolte af vores arbejde. DIF hæfter sig særligt ved det store drive og engagement, der præger forbundets indsats omkring de aftalte mål.

 

Vi er således på rette vej, men det er samtidig vigtigt, at vi bliver ved med at udvikle os og fortsætter det gode arbejde i hele forbundet. I den forbindelse har jeg dialogmøder med vores medlemsklubber på blokken for 2019 også – dialogen mellem forbundet og klubberne er helt afgørende.

Et andet vigtigt aspekt er en sund og solid økonomi, og vi vil i bestyrelsen arbejde ihærdigt for at sikre det økonomiske fundament for forbundet. Vi har været heldige at modtage store arvebeløb, der har sikret os en rimelig egenkapital, men vi må ikke ligge på den lade side og tro, at det bare fortsætter sådan.

 

Vi har i år haft fokus på idrætternes organisering i idrætsudvalgene, og vi har nu efter mange gode input og en god dialog fundet en ny form, hvor hver idræt har tilknyttet en idrætskonsulent. Vi glæder os til at søsætte den nye form i 2019 og forhåbentlig sikre jer alle en nemmere arbejdsgang i kontakten med forbundet. Samtidig mener jeg, at tiden er kommet til at se på forbundets politiske struktur – er den tidssvarende, og kan den gøres mindre kompliceret? Med andre ord har vi flere tiltag på vej, der alt sammen iværksættes med vores medlemmer og atleter i baghovedet.


Jeg glæder mig i det hele taget rigtig meget til at tage fat på 2019, hvor jeg bl.a. ser meget frem til Danmarks deltagelse i Special Olympics World Games. Et rekordstort dansk hold kan se frem til at få en oplevelse for livet i Abu Dhabi, hvor de skal kæmpe om medaljer og forme bekendtskaber med idrætsudøvere fra 170 lande.

 

Fantastisk spændende bliver det også, når Parasport Danmark og Vejle Kommune i august måned er værter for EM i kørestolsrugby. Det er den type begivenhed, der giver os mulighed for at vise både i Danmark og internationalt, hvad vi er i stand til i dansk parasport. Jeg håber, at rigtig mange af jer vil involvere jer som frivillige eller som fans, så vi kan give det danske landshold et godt rygstød i deres kamp for at kvalificere sig til de Paralympiske Lege i Tokyo 2020.

 

Til sidst vil bestyrelsen og jeg takke jer alle for jeres store indsats for parasporten i Danmark – I gør det fantastisk, og jeg kan kun opfordre jer til at fortsætte det unikke arbejde ude omkring i klubberne.

 

I og jeres familier ønskes en glædelig jul og et godt nytår.

 

John Petersson

Formand, Parasport Danmark


Seneste Nyheder

Uforglemmelig oplevelse for danske atleter ved Special Olympics World Games
Special Olympics World Games skudt i gang i Abu Dhabi
Få overblikket: Danskere i konkurrence ved Special Olympics World Games
Sådan ser du levende billeder fra Special Olympics World Games i Abu Dhabi
86 danske atleter på vej til Special Olympics World Games i Abu Dhabi
 

Special Olympics Topsponsor

Det Faglige Hus

Hovedsponsorer

Jysk - Logo
Elsass - Logo
Pressalit - Logo

Genveje

Superfodbold 2019

Følg os på facebook